Manden med de grønne fingre og det orange tøj – hvem er han egentlig?
Carsten passer grønne områder og deler året mellem Tistrup og Thailand.
Hvis du har bevæget dig rundt i Tistrup og omegn i sommerhalvåret, har du sikkert set ham, manden i det orange arbejdstøj, der med rolig hånd og et lille smil sørger for, at byens grønne hjørner altid tager sig godt ud. Det er Carsten Vildslev Lauridsen – kommunens mand på de små grønne områder i Tistrup og fem andre byer.
Fra Jedsted til Tistrup – og et liv i landbruget
Carsten er 65 år og født i Jedsted. I 1961 flyttede familien til Uhrevej ved Tistrup, hvor de købte en gård. Efter folkeskolen gik turen først til Varde Handelsskole og siden til Borris Landbrugsskole, hvor både skoleophold og praktik fandt sted. Senere fulgte driftslederuddannelsen på Ribe Kjærgård Landbrugsskole.
Efter endt uddannelse vendte Carsten hjem til forældrenes gård. I 1989 fik han halvpart i ejendommen, og i 1997 overtog han den helt. Seks år senere – i 2003 – solgte han gården og skiftede spor. I mere end 20 år arbejdede han derefter hos Peter Nissen som altmuligmand, før han igen mærkede lysten til forandring.
Nyt kapitel - Kommunens grønne mand
For et par år siden begyndte Carsten at overveje, om tiden var inde til at prøve noget nyt. Han var blevet 60+, og tanken om at skulle prøve noget nyt trak i ham. I 2025 startede han derfor som grøn medarbejder i Varde Kommune.
Hans ansvarsområder er de små bede, græsstier, p-pladser, torve og områderne omkring stationerne i de seks byer, han dækker – heriblandt Tistrup. Carsten trives i jobbet. Han nyder friheden, de gode kollegaer og en leder, der giver plads. Og så møder han næsten udelukkende venlige borgere på sin vej. Indimellem kommer der endda nogen forbi med “lidt til halsen” – MAX.
Når arbejdsdagen er slut, venter huset i Tistrup – og træning i det lokale fitnesscenter TRIM, hvor formen holdes ved lige.
Vinteren tilbringes i Thailand
Når kulden rammer Danmark, skifter Carsten helt scene. Hver vinter rejser han 4–5 måneder til Thailand, hvor han og hans hustru Patcharin har et hus. Her går han rundt i bare tæer og korte bukser, og varmen falder ham hurtigt naturligt. Dog kan det ske, at temperaturen dykker så meget, at lange bukser må findes frem. Han har endda oplevet jordskælv derude.
At få Patcharin med til Tistrup på ferie er dog ikke helt enkelt – for i hjemmet i Thailand har de en hel lille dyreflok, blandt andet seks hunde, som kræver pasning.
En mand, der gør en forskel – uden at gøre væsen af sig
Carsten er med til at gøre en forskel, uden at han selv gør stort væsen af sig. Han passer sit arbejde med omhu. Og næste gang du ser ham i det orange tøj, kan du måske sende ham et ekstra smil – for nu kender du historien om manden med de grønne fingre.
Et godt eksempel
Carsten Vildslev Lauridsen er et godt eksempel på, at arbejdslivet ikke nødvendigvis går i stå med alderen, tværtimod. Med nye veje, nye oplevelser og en positiv tilgang til livet er han et eksempel på, at man stadig kan være et aktiv på arbejdsmarkedet og for lokalsamfundet.
Af Peder Hammelsvang
LocalNews
STL NETVÆRK
Sponsorer på artiklen kan ses på STL- NETVÆRK og samarbejdspartnere. https://www.localnews.dk/samarbejdspartnere


